Fredag eftermiddag er ikke for børn

Details

Written by Morten

Category: Folkeskolen

Hun snakker konstant. I hver eneste time jeg har med hende. Heldigvis har jeg hende kun tre timer om ugen. En time i kristendom. To timer i idræt. Forleden var de ude at løbe, fordi jeg satte dem til det. To omgange skulle de løbe. Knap tre kilometer. Hun dukkede op med sminken lagt perfekt, en undskyldning for et par løbesko, sin dametaske (?!) som hun nægtede at give slip på. Og hun løb, som hun skulle. I hvert fald de første par hundrede meter. Så drejede de om et hjørne. Der ville gå cirka to minutter før jeg kunne se dem igen. Efter fire minutter, vidste jeg, at de prøvede at snyde. Dummere er jeg heller ikke.

Så, i stedet for at blive ved målet og tage tid på løberne, beslutter jeg, at det var vigtigere, at de rent faktisk fik rørt sig. Så jeg løber efter dem. Kommer omkring hjørnet og der vader hun og hendes veninder. Jeg kommer op til dem, og siger, at de skal komme i gang. Og jeg får gang i dem. Vi løber næsten hundrede meter før jeg opdager, at hun har en smøg i den hånd, som ikke holder krampagtigt fast om dametasken. Hun ryger simpelthen. Midt i idrætstimen. Så snart hun kom ud af syne.

Men det er ikke en gang det værste. Det værste er dagens sidste time. Syvende lektion på en fredag, lige før weekenden. De er trætte. Nogen har fortalt mig, at elever bliver mere afbalancerede af at have idræt. At de bliver i stand til at koncentrere sig bedre. Det er ikke noget jeg mærker i syvende lektion før weekenden i faget Kristendom. Tværtimod.

Hun snakker. Og chatter. Og er på facebook. Og jeg har sagt det til hende mange gange. Og i dag tager jeg fame hendes mobiltelefon. Og hun bliver sur, men jeg er ligeglad. Det her er undervisning, det her er skolen og det her betyder noget for hendes dannelse, hendes forståelse af verden. Så jeg siger til hende, at hun skal tie stille. Og at hvis hun siger et ord til, så vil jeg ødelægge hendes mobiltelefon, som ligger trygt i min lomme.

Der går ikke et minut før hun sladrer med veninden to borde væk. Og jeg bliver gal. Siger, at nu er det nok. Tager en mobiltelefon op af lommen, lægger den på et bord, og tager en blyant og løfter den og så knalder jeg den ned i mobilen. Den går fuldstændig i stykker. Glas og plastic ligger spredt omkring den ødelagte telefon. Og jeg kigger op.

Klassen er i chok. Alle er stille. Det er klart, at jeg er gået for langt. Jeg kigger ned på den sludrende pige, for at se om hun har forstået det. Men hun er smart er hun. Hjernen virker godt på hende. Og hun holder blikket og siger.

”Det der: det er ikke min telefon.”

Og hun har ret. Selvfølgelig har hun ret. Jeg har ikke ødelagt hendes telefon, men har i stedet smadret en plastic-version af en smartphone, som en venlig sælger fra TDC gav mig. En af dem de udstiller og som ligner en rigtig smartphone, men som bare er plastic og glas.

Læs resten på Politikens debatsider.

Lærerjobbet er ikke for børn

Details

Written by Morten

Category: Folkeskolen

Hvis du siger, det er nemt at være lærer, aner du ikke, hvad du snakker om.

 Første gang jeg stod som sergent i søværnet med en deling foran mig, følte jeg et rimeligt stort pres. Jeg var 19 år gammel, helt grøn og de menige, der stod foran mig, var alt andet end grønne. De var fiskere. Hærdebrede fiskere fra Thyborøn og Esbjerg. De havde levet på havet siden før puberteten, og de havde ikke meget respekt for den grønskolling, der stod foran dem og insisterede på, at der alligevel var noget at lære.

Det første øjeblik var knald eller fald. Enten blev det starten på noget, der kunne udvikle sig. Eller det blev starten på en katastrofe.

Den fornemmelse havde jeg slet ikke, da jeg stod foran en klasse i folkeskolen første gang. Tværtimod. Jeg var en voksen mand, der havde prøvet lidt af hvert i livet, og hvordan skulle sådan nogle rollinger udfordre mig? En lærerstilling? Det er jo bare noget med at stå med nogle børn og noget simpel matematik og så få dem til at forstå, hvordan det skal laves.

Sidst i den første lektion blev jeg nødt til at smide en elev udenfor. Han havde været konstant larmende, konstant provokerende, og han ødelage undervisningen for resten af klassen.

Jeg tog ikke hans opførsel personligt, jeg blev ikke fornærmet, og jeg blev ikke presset af ham. Han var ødelæggende for undervisningen, og derfor skulle han ud.

Læs mere på Politikens debatsider.